tirsdag den 14. oktober 2014

Ea hotsprings - kinesisk spa når det er best

dag trængte vi til en ordentlig slapper, så hvad kan være bedre end en dag i spa. Hjemmefra havde vi læst om et resort med varme kilder, som skulle ligge 30-40 km. udenfor Nanjing ved bjergene, så efter et godt morgenmåltid, prajede vi en taxa og drog afsted.
Turen derud var en helt ordinær kinesisk taxatur - det vil sige en nærdødsoplevelse. Sømmet i bund, hornet i bund og så derudad. Ind og ud mellem busser, lastbiler og motorcykler. Ingen holder tilbage for nogen, trafiklys betragtes som vejledende, og vejafstribningen er vist nærmest til pynt.



Vi nåede frem med livet i behold, og sikke et fantastisk sted. Det hele er bygget op omkring nogle naturlige varme kilder, og inde på området er der mindst 50 forskellige bassiner med varmt vand, tilsat forskellige former for urter, krydderier og aroma. Vi badede i både kokos, ginseng, te, vin og lavendler, og meget mere. 


Børnenes favorit var et stort bassin med tyrkiske doktorsfisk, dem vi kender hjemme fra fodspa. Her var der dog mulighed for at dykke helt ned i bassinet, og lade de små bæster nappe døde hudceller af hele kroppen.



Da vi gik ind, blev vi udstyret med hvide badekåber og klipklapper, og rundt på hele området stod der reoler med stakkevis af store bløde håndklæder. Ved de forskellige bassiner, blev der serveret forskellige former for urtete, og derudover var der også vand og sodavand ad libitum.




Frokosten indtog vi på en buffetrestaurant inde på området. Der var forskellige mærkelige former for vælling og supper som vi ikke lige kunne gennemskue hvad var, men heldigvis også ris, grøntsager og et par helt tilforladelige gryderetter. Udenfor kunne man koge sine egne æg i det naturlige varme kildevand. 
De blev helt perfekte.

Æggekogning

Inden vi forlod stedet igen sidst på dagen, måtte vi lige prøve endnu en kinesisk spa-specialitet. Vi blev begravet i tung varm sand, og så lå man ellers der, og kunne ikke så meget andet. Det var en meget speciel, men også meget behagelig fornemmelse.


Det var en rigtig dejlig dag, og lige hvad vi allesammen trængte til. Nu har vi fået genopladet batterierne lidt, og er klar til en dag med sightseeing i morgen.

1 kommentar:

  1. Jeg husker tydeligt, hvordan du selv, Mie, havde med at stikke fødderne ned til de grådige fisk :o) Mon du var i dét bassin?? :o)

    Det ser lidt grænsoverskridende ud :o)

    SvarSlet