Alle børnene var samlet til middagen. De ældre børn havde fået lov til at gå tidligere hjem fra skole, så de også kunne være med. Alle de ansatte var der også + nogle af de Ayaer som havde været på hjemmet tidligere pg været med til at passe Philip da han var lille. Der var også besøg af Bobs datter Christie, som er gift med en kineser, Frank. De havde deres lille søn Noah med.
Alle de mange Ayaer ville gerne kysse og kramme Philip hele tiden, og det blev lidt for meget for ham, så han gemte sig bag ved os, og ville ikke rigtigt tale med dem. Men han tittede frem ind imellem og smilede til dem, til deres store fornøjelse.
Børnehjemmets kogekone havde lavet en speciel middag til os. En kyllingeret med grøntsager og nødder, en stærk ret med blomkål og bønner og kogte ris. Det smagte super godt.
Efter middagen blev alle børnene sendt oven på i skolestuen for at læse lektier. Alle de ansatte blev nede i spisestuen, og Philip var tøet så meget op, at han turde overrække en lille gave til hver af dem, og han fandt sig tålmodigt i et kram fra hver.
Brooke, som var leder af deres "babyroom" da Philip var lille, havde taget en lille bog med til Philip, hvor hun havde skrevet en meget personlig og kærlig hilsen til ham, og sat et babybillede inde. Det var meget rørende.
Bagefter gik vi op i skolestuen med gaver til alle børnene. Vi havde lavet en gaveposer til hver med lidt dansk slik, souvenirs og smågaver, og det virkede som om de blev glade for det. Det vil sige, en af de små drenge så ret sjov ud i hovedet, da han prøvede at bide i en lakridspibe.
Det var en meget følelsesladet aften, men Philip klarer det så flot, at være midtpunkt i alt virvaret. Han er super glad og virker stolt over at have sine rødder her i Xuzhou. Det er rigtig dejligt at mærke, og vi håber, han vil tage følelserne af glæde og stolthed med hjem til Danmark igen.










Ingen kommentarer:
Send en kommentar