mandag den 13. oktober 2014

Xuzhou - Nanjing

Så er vi landet i Nanjing efter endnu en tur med højhastighedstoget. Det foregik helt problemfrit. Det sværeste var at sige farvel til Bob på stationen. Vi er blevet modtaget med så meget varme og gæstfrihed, så vore ophold i Xuzhou har været alt det vi turde håbe på og mere til.

Farvel og tak for denne gang

I Nanjing er vi tjekket ind på Mandarin Garden, som også er det hotel vi boede på, da vi i sin tid hentede Philip. Det bringer minder frem. Vi kan sagtens kende byen, og de kønne gågader ved floden, og efter at vi havde hvilet en halv times tid, gik vi en tur rundt og kiggede på det hele.



Området lige omkring hotellet er meget turistet, men få gader væk findes der markeder,hvor kun de lokale handler. Vi så stribevis af boder, hvor der blev solgt krabber, skilpadder og store fede skrubtudser. Alting selvfølgeligt spillevende, for kineserne vil have deres mad frisk.





Sidst på eftermiddagen søgte vi mod den nye del af Nanjing, for vi skulle møde vores danske venner der ved femtiden, for at spise sammen. Vi havde  dog meget svært ved at finde det angivne sted, så vi gik og gik i over to timer indtil vi endelig nåede frem. Men mødestedet vi havde aftalt, var nok for upræcist, for selvom vi sms'ede frem og tilbage, så lykkedes det os desværre aldrig at finde hinanden. Efter at have gået rundt ved mødestedet i en times tid var vi ved at være godt brugte, så vi opgav ævred, og søgte tilbage mod vores hotel. Da vi endelig nåede frem, spiste vi en hurtig pizza på en nærliggende restaurant, og nu trænger vi vist alle sammen til en god nats søvn. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar